Stephen Fry om Wagner

Gad vide, hvor mange danske Wagner-interesserede, der er bekendte med den engelske komiker, skuespiller og forfatter, Stephen Fry? Sandsynligvis ikke overvældende mange, men Fry har ved flere lejligheder i bøger og i interviews fortalt om sin lidenskab for Wagner. Sidste år sendte BBC ham rundt i Europa til steder associeret med komponisten, heriblandt Zürich, Skt. Petersborg, Nürnberg, Neuschwanstein og selvfølgelig Bayreuth. Det kom der et dokumentarprogram ud af, som nu også fås på DVD, Wagner and Me.

Hvad angår informationsniveauet i programmet, er der ikke meget nyt at hente for den, der allerede kender til Wagner og hans kunst. Der er tydeligvis tale om en introduktion for folk, der ikke ved så meget om emnet i forvejen, men er nysgerrige og måske endda lidt mistænksomme. Fry trækker de store linier op, men er ganske sober synes jeg. For eksempel forklarer han ikke bare Wagners ”Gesamtkunstwerk” som foreningen af dans, digtning og musik (en nem, ofte gentaget, alt for simpel definition), men skitserer, hvorledes det voksede ud af Wagners beundring for den græske tragedie og dens fællesskabsstiftende, mytisk-religiøse karakter.

Undervejs er der flere interessante interviews, ofte lidt for korte, men sådan må det nok være, når tingene skal serveres for et tv-publikum. Fry besøger bl.a. lederen af ”Wagner-Gedenkstätte” i Bayreuth, Sven Friedrich, der fremviser de originale tegninger til festspilhuset (med Wagners håndskrevne kommentar: ”Die Ornamente fort!”), og dirigenten Valery Gergiev, der står midt i en Ring-cyklus på Mariinsky Teatret i Skt. Petersborg. Der er også et pinagtigt interview med den ene kunstneriske leder i Bayreuth, Eva Pasquier-Wagner: pinagtigt, dels fordi Fry helt åbenlyst er befippet over at stå ansigt til ansigt med en Wagner, dels fordi Pasquier-Wagner virker både reserveret og forjaget. Her ses to mennesker, som overhovedet ikke er på bølgelængde, men blot gør hinanden usikre. På sin vis en meget interessant psykologisk case!

Da Eva Pasquier-Wagner har forladt Fry, vender han sig mod kameraet og udbryder: ”Jeg har berørt en Wagner! Jeg ved det er fjollet af mig, men det er nu lidt fantastisk”. Det er den slags kommentarer, der får nogen til at synes, at Fry beskæftiger sig for meget med sig selv og for lidt med sit emne. Men her skal man nok huske på, at programmet hedder ”Wagner og mig”. Temaet er en relation: Det drejer sig nok så meget om at forstå en lidenskab og en ærefrygt. Relationen har nemlig også en mere problematisk side. Fry er jøde og har familie, der omkom i koncentrationslejrene. Han fortæller, at det med årene er blevet en voksende anfægtelse for ham, hvordan han skal forstå Wagners antisemitisme (hvis den skal forstås), og hvordan han skal takle det faktum, at Hitler var begejstreret wagnerianer, ja, ligefrem følte sig inspireret af Wagners kunst.

Dette er et alvorligt og presserende emne, og det er modigt af Fry at tage det op i en så relativt populær programform. Heldigvis holdes sensationalismen stangen. Et besøg på nazisternes paradeplads i Nürnberg efterlader mest af alt en eftertænksomhed over virkningen af tidens gang: Turisterne spadserer, cykler og skater forbi podiet, hvor Hitler mødte mængdernes hyldest. Det virker næsten som et rekreativt område. Fry undlader i modsætning til de fleste andre turister at stille sig på Hitlers podium. Han sidder i stedet på en trappe og funderer over, hvordan et eller andet hos Wagner, et aspekt, men et væsentligt aspekt, synes at inspirere visse mænd til at overskride grænsen mellem fantasi og virkelighed: Reichsparteigelände er ”den dystre efterfølger” til Kong Ludwig II’s Neuschwanstein.

”Tænk på Wagner som en fantastisk gobelin, der har fået en uafvaskelig plet. Pletten er nazisterne. For nogle mennesker ødelægger det hele tæppet, for andre er det noget, man er nødt til at konfrontere og tænke over.”

Men der er ingen lette svar. Programmets sidste interview er med Anita Lasker-Wallfisch, cellist og overlevende fra Auschwitz. Hendes reservation er en helt anden art end Eva Pasquier-Wagners, nemlig en velbegrundet skepsis, der har rødder dybt i hendes egen livshistorie. Fry forsøger at forklare hende, hvorfor han finder Wagner så fascinerende, men finder ikke rigtigt de rette ord. For Lasker-Wallfisch er Wagner ikke noget monster, og hun gør opmærksom på, at han bestemt ikke blev spillet i koncentrationslejrene. For hende skrev han slet og ret dårlig musik. Måske bekræfter det Frys tidligere antagelse om, at fordi Hitler var så dominerende en figur, har der været en tendens til at se, hvad han så i Wagner. Og det var kun en enkelt side og et forvrænget billede.

Alt i alt er Wagner and Me en DVD, der kan anbefales. Som nævnt må man ikke forvente ny viden om, eller en specielt dybdegående behandling af, fænomenet. Men der er tilstrækkeligt med interessante lokaliteter og personligheder til at holde interessen fanget. Og så er der Stephen Fry, der med stor entusiasme og på velmoduleret engelsk formidler sin lidenskab for kunstneren Wagner og sin bekymring over hans politisk-kulturelle betydning.

Se en trailer for DVD’en:

The video cannot be shown at the moment. Please try again later.

Dette indlæg er gemt i CDer og DVDer, Parsifals Venner, Personer. Hent permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *