Hvor hylden dog dufter

Eller gør den? Ordene er de første i Hans Sachs’ berømte monolog i anden akt af Mestersangerne fra Nürnberg og lyder på tysk: “Was duftet doch der Flieder”. “Flieder” betyder på moderne tysk først og fremmest “syren”, og syrener dufter som bekendt også. En ældre, “niederdeutsch” betydning er imidlertid “hyld”, og jeg har altid ment, at det måtte være den betydning, Wagner benyttede.

For nylig faldt jeg over et klip på YouTube fra Harry Kupfers opsætning i Zürich. En tre-fire minutter inde i klippet synger Hans Sachs (Michael Volle) monologens åbningslinier, og hvad ser man til højre i billedet: En kæmpestor, lilla syren!

Scenografen hedder Hans Schavernoch, hvilket klinger tilpas tysk – han kender vel den rette betydning? Jeg blev tilpas usikker og søgte tilbage til bøgerne: Dudens “deutsche Rechtschreibung” insisterer stadigvæk på syren som den primære, moderne betydning af “Flieder”. Men et hurtigt tjek i Ernst Newmans Wagner Nights viste, at denne store engelske Wagner-forsker oversætter, som jeg håbede: til “Elder”, hyld. Stilling uafgjort.

Nu til de hjemlige autoriteter: Henrik Nebelong har som bekendt oversat alle Wagners værker – fra Den flyvende Hollænder til Parsifal – til dansk. I hans Mestersanger-oversættelse finder jeg til min store lettelse “Flieder” oversat med “hyld”. Nebelong bekræfter, at han i sin tid søgte og fandt belæg for oversættelsen og spekulerer over, om der overhovedet har eksisteret syrener i Nordeuropa i 1500-tallet, hvor Mestersangerne jo foregår: “I hvert fald: vi har ikke at gøre med den parfumeret-feminine syren-duft, men med hyldens magiske ur-germansk/nordiske duft.”

Det er en beroligelse. Nebelong sætter ord på det, der afficerede mig ved Kupfers/Schavernochs plantevalg: Syrener er smukke blomster og dufter skønt, men besidder på ingen måde hyldens mystik og urkraft. Hylden er netop ikke forfinet, men besidder en utrolig sammensat duft, på én gang skarp-bitter og sødlig, citrus- og honning-agtig. Den er ikke kultiveret, vokser ikke i haverne, men frit eller ved gårdene, ja, den ser faktisk ud til at trives rigtig godt ved møddingen!

Og så er der lige en ting mere: Sidste forår var jeg i Nürnberg og tog et billede af en blomstrende hyld med Albrecht Dürers hus i baggrunden. Som Wagner-interesseret var sådan en blomstrende hyld i Nürnberg næsten en større attraktion end Der schöne Brunnen eller Skt. Sebald. “Hvor hylden dog dufter …” Men vent engang: Billedet er taget d. 5. maj, og Sachs synger sin sang Skt. Hans aften, over halvanden måned senere. Blomstrede hylden tidligere i 1500-tallet? Måske ser vi her, midt i en af de mest elskede Wagner-operaer, et eksempel på klimaforandringerne, de berygtede globale opvarmninger og nedkølinger?

Sidste år afblomstrede hylden i øvrigt herhjemme omkring 1. juli. Så er året vendt, dagene bliver ganske langsomt kortere, nætterne lunere, men mørkere. Det er sidste chance for at plukke de smukke skærme og bruge dem til saft, vin snaps, eller hvad man nu kan finde på. At konservere er jo at bevare, og hylden på flaske kan vi nyde langt ind i den kolde vinter. I Mestersangernes tredje akt belærer Hans Sachs den unge Walther om, at det samme gælder kunsten: Det følelsesfulde musikalske udtryk er et her-og-nu, det er den duftende hyld i midsommernatten. Den musikalske form er derimod konserveringen, der garanterer, at følelsen bevarer sit liv og sin varme længe efter, at den strømmede over i det umiddelbare musikalske udtryk. Det er nye toner fra den ellers så form-fjendske Wagner. Men Hans Sachs er en klog og besindig mand, og Mestersangerne er et klogt og besindigt værk. Det må og skal være hylden, der dufter …

Til slut et par udgaver af “Hyld-monologen”. Først min absolutte favorit: Hans Hotter, Berlin april 1942, dengang stemmen stadig var smidig og bar et smukt legato uden problemer:

The video cannot be shown at the moment. Please try again later.

For dem, der ikke kan abstrahere fra mono og knas i rillerne, er her en liveoptagelse fra 2008 med René Pape, flot sunget, men lidt slæbende i tempo:

The video cannot be shown at the moment. Please try again later.

Sidst men ikke mindst et uddrag fra scenen mellem Sachs og Walther i tredje akt. Lauritz Melchior og Friedrich Schorr fra 1931, rent sangligt bliver det ikke bedre:

The video cannot be shown at the moment. Please try again later.

Dette indlæg er gemt i Parsifals Venner, Personer, Sangere. Hent permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *