Dietrich Fischer-Diskau 1825-2012

Det er lidt ironisk, at man først finder anledning til at skrive om en kunstner (eller en anden stor personlighed), når vedkommende er død. Dietrich Fischer-Diskau, som døde fredag d. 18. maj, var uden tvivl en af de mest betydningsfulde sangere i det 20. århundrede, men også kontroversiel, og hans kunst er ikke ubetinget elsket af alle.

Politiken lader (via Ritzau) vide, at han “sammen med Jussi Björling regnes som den største klassiske sanger i det 20. århundrede.” Synd for Enrico Caruso, Rosa Ponselle, Ezio Pinza, Maria Callas og – blandt Wagner-sangerne – for Friedrich Schorr, Frida Leider, Lauritz Melchior, Kirsten Flagstad. Den slags fejende generaliseringer gør hverken nævnte eller glemte kunstnere passende ære.

Som Wagner-sanger, stod Fischer-Diskau på en måde lidt i periferien. Sopranerne, tenorerne og bas-barytonerne har de fede partier, der var ikke mange, der passede til hans relativt lette baryton. Blandt de tunge roller prøvede han kræfter med Rhinguldets Wotan (under Karajan på DG) og Hans Sachs (under Jochum, også på DG), den første rolle slap han lige nøjagtig fra med skindet på næsen, den anden magtede han – efter min mening – ikke.

Kurwenal var en af de Wagner-roller, der lå godt for hans stemmetype, og han sang den smukt på Furtwänglers berømte indspilning fra 1952 (EMI), mindre godt under Kleiber ca. 25 år senere (DG). I 1954, sang han Wolfram i Bayreuth (det var vist nok hans debut i festspilhuset). Det er uden sammenligning min favorit-kombination af Wagner og Fischer-Diskau, og blandt de bedste Wolfram-portrætter nogensinde. Tænk at have siddet i teatret den aften og oplevet tredje-akten med ham, Ramón Vinay og Gré Brouwenstijn! Hans Telramund overfor Christa Ludwigs Ortrud er også blandt de bedste (Lohengrin under Kempe, EMI).

Her synger Fischer-Diskau Wolframs sang til aftenstjernen i en optagelse fra 1949, Leopold Ludwig dirigerer Orchester der Städtischen Oper Berlin:

The video cannot be shown at the moment. Please try again later.

Dette indlæg er gemt i Parsifals Venner, Personer, Sangere. Hent permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *