Sangerkrigen i Dresden

Tichatschek som Tannhäuser 1845

Wagner havde mange ting at slås med – en af dem var sangerne! Den 29. maj 1852 skrev han til Franz Liszt, der forestod en opførelse af Tannhäuser i Weimar. Wagner fortæller om den kamp, han havde haft med tenoren Tichatschek i forbindelse med indstuderingen af førsteopførelsen i Dresden i 1845 – i sidste ende havde han været nødt til at stryge en del af slutningen af anden akt, hvilket han selvsagt ikke var lykkelig over.

Joseph Alois Tichatschek (1807-1886) stammede fra Böhmen og studerede i Wien. For Wagner sang han Rienzi, Tannhäuser og Lohengrin – og gjorde lykke hos publikum, men altså ikke (i al fald ikke udelt) hos komponisten.

I oversættelsen af brevet til Liszt har jeg beholdt en stor del af Wagners springende, men ekspressive syntaks og tegnsætning:

Men nu til hovedsagen! det vil sige – den anden finales store adagio!! Da jeg efter Tannhäusers første opførelse i Dresden forkortede denne adagio, var jeg aldeles fortvivlet og slog i hjertet streg over alle mine forhåbninger til Tannhäuser, eftersom jeg så, at Tichatschek var ude af stand til at fatte endsige fremføre den! At jeg måtte foretage denne forkortelse, betød for mig i det hele taget, at jeg måtte opgive håbet om at kunne bringe min Tannhäuser til nogen dybere forståelse.

Jeg beder dig, kære ven, at du endnu engang ser grundigt på den slettede passage og overtyder dig om indholdet! Efter at alt indtil da grupperede sig om Elisabeth, den mæglende, efter at hun udgjorde midtpunktet, og alle kun lytter til hende eller eftersnakker eller eftersynger hende, styrter Tannhäuser, der nu indser sin frygtelige formastelse, sammen i den frygteligste sønderknuselse, og – idet han atter finder ord, efter at have ligget som bevidstløs – bliver han med ét den eneste hovedperson; og alt grupperer sig om ham som før om Elisabeth. Alt det øvrige træder tilbage, alt ledsager på en måde kun ham, idet han synger:

For at lede synderen til frelse
kom den gudsendte til mig!
Men ak! I skamløst begær efter berøring,
tilkastede jeg hende et bespotteligt blik.
O! Du, højt hævet over jorden,
som sendte mig en engel til min frelse:
Forbarm Dig over mig, der, ak! så dybt i synden
skammeligt miskendte Himlens mæglerske!

I dette vers og i denne sang ligger hele betydningen af Tannhäusers katastrofe, ja, af hele Tannhäusers væsen, det, der gør ham til så gribende en figur for mig, ligger helt og aldeles udtalt heri. Al hans smerte, hans blodige bodsfærd, alt strømmer ud af disse strofers indhold: uden at have forstået dem på denne måde her, og netop her, forbliver hele Tannhäuser en vilkårlig, vaklende – ynkelig figur. (Begyndelsen på hans fortælling i tredje akt kommer for sent til at kunne erstatte, hvad der her må og skal virke som et stormvejr på vores sindstilstand!) Ikke blot slutningen på anden akt, men hele tredje akt, ja – på sin vis – hele dramaet virker kun ud fra sit sande indhold, når dets midtpunkt, om hvilket det hele her drejer sig, på dette sted kommer klart og tydeligt til udtryk.

Og dette sted, nøglen til hele mit værk, var jeg nødt til at stryge i Dresden, – hvorfor? – fordi det netop her blev klart, at Tichatschek ingen anelse havde om sin opgave som dramatisk skuespiller, men udelukkende havde opfattet det samlede parti som – stemmebegavet sanger. Netop her viste det sig, hvor afmægtig den blotte besiddelse af de materielle midler gør i forhold til den sande dramatiske opgave, for disse midler lod sangeren i stikken netop dér, hvor han helt følte sig henvist på dem. Idet Tichatschek (allerede på grund af sin unaturligt lille hjerneskal!) ikke forstod dette sted og ikke kunne fremstille dets indhold, kunne han her heller ikke – synge! Han mistede stemmen netop der, hvor han kun kunne have virket med dén menneskenaturens hele kraft, der – ubekymret om det sker gennem sang eller noget andet? – vælder frem for at udløse sig i en overvældende følelses udtryk.

Den gode Tichatschek, der uafbrudt stirrede op i lamperne med sit godmodige fåreansigt og dertil (med blød, sart tone) sang den ottende stemme i en vokaloktet, kunne gudhjælpemig ikke frembringe tonen a. Jeg ejer ikke en 100-del af hans stemme, men frembringer dette a storartet! Naturligvis skal dette ”a” ikke ”synges”, men, som et sværd, Tannhäuser vil tage livet af sig med, slynges ud med alle brystets nerver. Al parlamenteren med min Dresden-tenor var forgæves: han fattede ikke, hvad det her kom an på, og gentog blot, at stedet var for svært for ham, han kunne mærke det i struben!

Nuvel, jeg skånede så hans strube og strøg passagen, fordi intet menneske – sådan som Tichatschek foredrog den – alligevel kunne gætte, hvad der her gik for sig; man hørte kun Tannhäuser synge en ”mellemstemme”, der i og for sig – som tonerække – ikke var særlig iørefaldende; den musikalske omgivelse blev hovedsagen – og det hele virkede som et langdrag, der med rette kunne forkortes, hvad jeg derfor snart gjorde, fordi jeg ikke kunne udholde at høre det foredraget – på denne måde.

Men – det slår jeg nu fast: ingen opførelse af Tannhäuser opfylder mine intentioner, hvis dette sted udelades! For dets skyld går jeg nødtvungent med til springet ind i finalens allegro, hvor det, der egentlig er fortsættelsen af hint sted, udebliver, nemlig: hvor Elisabeth overtager H-dur-temaet som cantus firmus, og Tannhäuser i vild fortvivlelse slipper sine lidenskabelige udbrud løs. Hvis en opførelse af denne opera nogensinde skal tilfredsstille mig helt, så må og skal Tannhäuser også foredrage dette sted, således at det ikke – virker langsommeligt.

Spørger du mig nu om, hvad der er at gøre? skal man tiltro en ringere sanger det, en Tichatschek ikke kan præstere? – Dertil kan jeg sige dig, at netop Tichatschek ved sit obstinate væsen og sin klejne hjerne til trods for sin stemme slet ikke præsterede meget mere, end hvad der havde været muligt for en mindre stemmebegavet sanger, når vedkommende blot begreb, hvad det drejede sig om. Ved den Tannhäuser-prøve, jeg overværede i Weimar, præsterede den indisponerede Götze steder, og gjorde meninger forståelige, som Tichatschek endnu ikke har indfriet. Han har nemlig kun glans eller blødhed i sin stemme, men ikke en eneste sand smerteaccent. Den sanger, der her synger den flyvende Hollænder, har opnået langt mere for mig end dresdeneren og berlineren, selvom de begge har bedre stemmer.

Forsøg dig nu med Hr. Beck og gør ham klart, hvad det drejer sig om. Lykkes dette sted, så får Weimar-publikummet endelig at se, hvad der her er på færde! – (En sidste teknisk bemærkning hertil: når sangeren engang kan sine ting på dette sted, så lad ham bestemme tempoet, alle andre må følge ham – han hersker alene!)

Dette indlæg er gemt i Parsifals Venner, Sangere. Hent permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *