Wagnersk belcanto?

Onsdag d. 28.11. kl. 19.00 inviterer Parsifals Venner til foredrag om ”Wagnersang og Wagnersangere”. Mag.art. Thomas Damm fortæller kort om Wagners syn på sangkunsten, hvorefter han introducerer til en række store sangere og spiller eksempler på deres kunst. Vi skal således høre Wagnersang fra 1907 til 1980. Praktiske oplysninger findes her.

Og så et lille oplæg, der slår aftenens tema an:

Wagners kunst er båret af den menneskelige stemme. Måske virker det selvindlysende, da han jo næsten udelukkende skrev operaer. Men man kunne faktisk også argumentere for, at Wagners musikdramatik er båret af orkestret: Han var trods alt den første operakomponist, der virkeligt behandlede orkestret som handlingsbærende element.

Men Wagners kunst er først og fremmest udtrykskunst, og det væsen, der udtrykker sig, er mennesket. Derfor rykker den menneskelige stemme i centrum.

Det er velkendt, at Wagner gjorde op med den traditionelle operamusik og dermed også den traditionelle operasang. Han afskyede ornamentet: koloratur, forsirringer, alt det, han opfattede som ydre effekter, tom virtuositet. I stedet ville han en ekspressiv sang, en sang, der voksede ud af følelsen, og han kæmpede en brav og til tider fortvivlet kamp med sine sangere for at lede og lokke dem til den rette udførelse.

Helt opgive belcantoen, den skønne sang, ville han dog ikke. Man kan måske indvende, at han endte i en selvmodsigelse, når han forsøgte at forene den skønne sangs teknik med den sande sangs affekt, og hvordan det skønne og det sande snart forenes, snart strides i hans kunst, er noget af det mest fascinerende ved den.

I Bayreuth efter Wagners død, under Cosimas ledelse, tog den deklamerende sang overhånd. Cosima kunne sin Oper und Drama (Wagners teoretiske hovedværk) og påpegede i forbindelse med engamentet af nye sangere, at ”musikken er hos os ikke formålet, men midlet; formålet er dramaet, og dramaets organ er sproget”.

Her opstod det, den tyske sanger-kritiker Jürgen Kesting har kaldt Bayreuth-stilens ”grove, stive tekstdeklamation”. Tenoren Ernest van Dyck, der bl.a. sang Tannhäuser, Lohengrin og Parsifal fra midten af 1880’erne, var således af den mening, at man i de dialogiske passager skulle opgive den rene, afrundede, strømmende musikalske tone og i stedet artikulere konsonanterne med størst mulige accent.

Men intet var Wagner mere imod. Hvorfor opfinde ”den uendelige melodi”, hvis den blot skulle hakkes i stykker af sangeren? Wagner derimod ønskede at fastholde den italienske stils legato, nu blot sat i det tyske sprogs tjeneste: den sunde, sig frit udfoldende tonedannelse, den korrekte vokalfarvning, den præcise, men naturlige konsonantudtale – dette var hans ideal.

I mellemkrigstiden finder vi sangere, der er i stand til at realisere dette ideal: Frida Leider, Friedrich Schorr, Lauritz Melchior, Alexander Kipnis, den unge Kirsten Flagstad er alle eksponenter for det, man kunne kalde en ”wagnersk bel canto”. De er store stemmer, men netop, fordi de er store, er de i stand til at synge lyrisk og udtryksfuldt.

Mange af de bedste Wagnersangere var i virkeligheden slet ikke specialister. Lilli Lehmann, der sang Woglinde ved de første festspil i 1876, insisterede på, at man kun kunne yde Wagner retfærdighed, hvis man også sang Mozart. Hendes eget repertoire strakte sig fra Brünnhilde og Isolde til Nattens Dronning og Violetta (La Traviata).

Selvom Wagners orkester er stort, er det således ikke stemmens størrelse alene, det kommer an på, men i lige så høj grad sangerens evne til at projicere og artikulere tonen i rummet. Og så må man samtidig håbe på dirigenter, der er i stand til at lytte til sangerne og har modet til at følge Wagners egen praksis, hvis det viser sig nødvendigt: Wagner anbefalede nemlig, at dirigenten, snarere end at lade sangeren presse sig til det yderste, skulle dæmpe orkestret, så et forte bliver et mezzeoforte, et mezzoforte et piano osv.

Noget at det, publikum mindst ønsker at være vidne til, og som hverken yder Wagner eller nogen anden komponist retfærdighed, er sangerens kamp med tonen. Ja, når sangen er allerbedst, bliver vi i virkeligheden slet ikke opmærksomme på den, i al fald ikke (med en parafrase af Wagner i Oper und Drama) i dens mekaniske, men højst i dens organiske virksomhed, i hvilken den er ét med både musikken og dramaet, i hvilken den er ét med det samlede musikalsk-dramatiske udtryk.

Dette indlæg er gemt i Arrangementer, Parsifals Venner, Personer, Sangere. Hent permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *