Der Freischütz oplevet i Dresden

Endnu en beretning fra en af deltagerne i årets operatur, denne gang Elisabeth Møller Pedersen der fortæller om Webers “Freischütz” (“Jægerbruden”):

Søndag d. 3.5.2015
Så var vi endnu engang på vej til operaen, hvor vi skulle se ’Der Freischütz’ af Carl Maria von Weber.

Mange har i tidens løb kaldt den for Tysklands nationalopera. Er det nu rigtigt? Vel både og, synes jeg. For nu at begynde med Weber selv – var han tysker? Ja, det var han selvklart, så længe vi snakker om kultur. Var han født i Tyskland? Nej, det var han ligeså selvklart ikke. W. blev født i 1786, og på det tidspunkt var det senere Tyskland en del af det Hellige Romerske Rige af tysk Nation (af historikere også kaldet ’Det 1. rige’), en samling af flere hundrede større eller mindre områder, der ikke på nogen måde var de samme i hele perioden. Dette ’rige’ eksisterede fra 962-1806 (hvor det opløstes efter Napoleons hærgen i Europa). Tyskland blev først udråbt som en nation i januar 1871 (i spejlsalen på slottet i Versailles, efter Frankrigs nederlag i den fransk-tyske krig 1870-71). Dette ’2. rige’ eksisterede indtil 1918, hvor kejseren efter tysk nederlag i 1. vk. abdicerede. W. blev født i Eutin i Bispefyrstedømmet Lübeck. Han døde i 1826 i London.

At ’Der Freischütz’ har fået den betydning i Tyskland, den har, tror jeg skyldes flere ting, dels at der på det tidspunkt, hvor den blev uropført – 1821 i Berliner Schauspielhaus (bygget af Karl Friedrich Schinkel – ham, der har lagt navn til Schinkelwache i Dresden), året efter havde den premiere i Dresden – og i København for den sags skyld – var mange mennesker, der drømte om, at alle de mange småstater skulle blive én samlet nation. Dels havde Napoleons hære forårsaget megen ravage, folk var trætte af krig, trætte af oplysningstidens fornuftstænkning og nyttemoral, man vendte sig bort fra virkeligheden og ind i romantikkens tryllerige med overnaturlige væsener.

Det guddommelige er i naturen eller i Altet. Naturen rummer imidlertid ikke kun gode væsener, men også de onde/de mørke kræfter (jvnfr. Samiel), og disse sidstnævnte har størst kraft ved midnatstid (netop på det tidspunkt skal Max træffe Kasper i Ulveslugten, hvor denne i forvejen har fremmanet Samiel. To andre centrale temaer i romantikken er kærligheden og historien. Den CD med italienske, franske og tyske romantiske arier, jeg har, beskæftiger sig for de franske og italienske ariers vedkommende udelukkende med de to sidstnævnte temaer, hvorimod den ene tyske, Durch dieWälder, durch die Auen, fra ’Der Freischütz’, omhandler det første punkt, og den særligt tyske opfattelse af naturen, det tågede, det uanede, det dragende, det farlige osv., osv. I den sammenhæng hører også den store rolle ’skoven’ spiller i operaen.

I første akt af ’Der Freischütz’ udspiller handlingen sig UDE (i skoven), i anden akt er man Inde (hjemme hos Agathe) og Ude (i skoven, og i tredje akt igen Ude (i skoven). Den tyske komponist Hans Pfitzner betegnede den tyske skov som hovedpersonen i operaen. Jeg er enig, og hvem kunne da også forestille sig noget sådant i andre landes operaer.

”Klangfarven bliver et væsentligt aspekt ved romantikkens musik. Her er Weber den første store mester. I Freischütz indfanger han skovens mystik ved brugen af hornklange, og trolddom og uhyggestemning søges opbygget v.h.a. dybe klarinettoner og tremolo [skælven/ gentagelse af samme tone eller akkord meget hurtigt efter hinanden så at det lyder som en bæven, min tilføjelse] i strygernes formindskede septimakkorder [en sådan er altid stærkt dissonerende, den lyder ikke behageligt, min tilføjelse]”,Thomas Damm.

Jeg var ikke klar over, at operaen faktisk har været/er så populær, som den åbenbart er. Eksempelvis har den alene i Dresden været spillet lidt over 1400 gange! Allerede da Christian Thielemann trådte op på dirigentpodiet, var der et meget stort bifald, som jeg mener både gjaldt ham personligt, og den opera man nu skulle til at opleve. Det samme gjorde sig gældende efter opførelsen. Det første, jeg lagde mærke til, var den meget sagte ouverturebegyndelse, næsten helt sfærisk musik. Det var usædvanligt, for normalt sættes de i gang med pæn stor lydstyrke. Jeg var overrasket over, at operaen var i syngespilstradition med (så megen) talt dialog. Jeg var også forbavset over, at publikum ikke reagerede på ’Durch die Wälder, durch die Auen’; men måske hænger det sammen med, at tenoren i begyndelsen af operaen ikke sang særlig godt. Jeg var meget betaget af musikken.

I Opernglas er der i juninummeret en anmeldelse af operaen. Anmelderen finder det positivt, at instruktøren, Axel Köhler, som grundidé for sin iscenesættelse har brugt librettoen (altså ikke noget med moderne regi-teater), hvori Weber og librettisten, Kind, lader handlingen udspille sig lige efter trediveårskrigen og dermed viser et ængsteligt samfund, der befinder sig i en efterkrigstilstand, og som forsøger at klare sig igennem v.h.a. ritualer og (over)tro, og så netop i Dresden. Max, der hurtigt lader sig overtale til at finde hjælp i overnaturlige kræfter, Agathe, som er meget ængstelig og let lader sig skræmme, den overdrevent glade Ännchen og Kasper, som har lært at skyde og dræbe i krigen (Kaspar synger om, at han deltog i slaget ved Magdeburg, det slag, der har fået tilnavnet ’brylluppet i M.’, ikke fordi der var meget bryllup over det, tværtimod, byen blev totalt nedbrændt, og der blev dræbt ca. 30.000 på én dag; det var her, Kaspar for at overleve sluttede pagt med Samiel, min kommentar).

Det krigstraumatiserede samfund har heller ingen plads til tabere og outsidere. Når de ikke klarer sig, som Max fx ikke har gjort i den sidste tid, griner de andre bare, og den stumme, hinkende kvinde bliver gjort til syndebuk, da der bliver byttet rundt på brude – og ligkrans. Anmelderen er ligeledes glad for den måde, det bliver vist på, at intet har ændret sig i samfundet, efter at eremitten har talt, og fyrsten givet Max en ekstra chance. Det ser han der, hvor jægerkorets børn efterligner en jagt, drengene med trægeværer og pigerne som bytte, og ved at fyrsten efter sin tale, viser en lille dreng med et trægevær, hvordan man skyder.

Christian Thielemann og orkestret får megen fin omtale, og han mener, at man nogle gange næsten troede, at der var nogle nuancer i musikken, han aldrig havde hørt før. Sara Jakubiak (Agathe) og Michael König (Max) er han ikke så begejstret for, om end han siger, at de blev bedre i løbet af operaen. Størst ros får Georg Zeppenfeld (Kaspar), både for sin sang, sin diktion og sin ageren. Adrian Eröd (fyrst Ottokar) omtales også positivt (han synger altså også i Bayreuth) ligesom Albert Dohmen (Kuno), Andreas Bauer (eremit) og Sebastian Wartig (Kilian).

Stort bifald, da det var slut. Og efter min mening bestemt en opera, man godt kan både lytte til og se igen.

Dette indlæg er gemt i Parsifals Venner, Rejser. Hent permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *